
Kontaktperson
Cafémøde: Bliv klar til EU’s nye krav om løngennemsigtighed
EU’s direktiv om løngennemsigtighed er vedtaget, og de nye regler forventes at træde i kraft i dansk lov fra 1. januar 2027.
Direktivet kommer til at stille nye krav til gennemsigtighed, dokumentation og medarbejderrettigheder. Det betyder, at alle arbejdsgivere – uanset virksomhedens størrelse – bør begynde at forholde sig aktivt til, hvordan løn fastsættes, dokumenteres og kommunikeres.
Selvom det primært er større virksomheder, der får pligt til at rapportere, vil kravene om blandt andet lønoplysninger, dokumentation og medarbejderindsigt få betydning bredt. Og med de juridiske krav følger også en række konkrete ledelsesmæssige opgaver.
På dette morgenmøde ser vi på begge perspektiver:
Hvad kræver reglerne – og hvad kræver det af jer som ledelse?
På mødet får du indblik i blandt andet:
- Krav om oplysning om lønniveau inden ansættelse
- Forbud mod at indhente oplysninger om lønhistorik
- Medarbejderes ret til indsigt i lønoplysninger
- Skærpede krav til dokumentation
- Ændret bevisbyrde i ligelønssager
- Hvilke ledelsesmæssige overvejelser løngennemsigtighed fører med sig
Vi går ikke i detaljer med de tekniske rapporteringskrav for de største virksomheder. I stedet fokuserer vi på de forhold, som alle virksomheder allerede nu bør forholde sig til.
Program:
8.00 – 8.30 Ankomst, registrering og morgenmad
8.30 – 9.30 Oplæg fra Ajsa Sogorovic og Krista Juhl fra Attent
9.30 – 10.00 Netværk og mulighed for dialog med Ajsa og Krista
Sted: Lokation følger
Om oplægsholdere:
Ajsa Sogorovic er complianceekspert og gennemgår direktivet, de nye retningslinjer og hvad der forventes implementeret i dansk lov. Hun sætter fokus på de krav og risici, som virksomheder bør være særligt opmærksomme på.
Krista Juhl arbejder strategisk med ledelse og organisation. Hun belyser de ledelsesmæssige konsekvenser og giver perspektiver på de samtaler, strukturer og overvejelser, som løngennemsigtighed medfører – herunder standardisering af løn.
Deltagelse er GRATIS. Dog faktureres et no show fee på kr. 250,00 ved udeblivelse og ingen afbud senest 24 timer før arrangementet.